Spiljournalistikken er død
Var den nogensinde i live?
Okay, bombastisk udmelding at komme med i samme uge, som det danske gamingmedie Hardwire ser dagens lys (yay!), men spiljournalistikken har det sgu ikke for godt.
Sådan lyder det i en artikel fra Nieman Lab, der opridser det ganske ironiske i, at spilbranchen boomer, imens spiljournalistikken febrilsk gisper efter vejret.
Det er blevet tydeligt det sidste halve år, hvor store, etablerede gamingmedier som GameSpot og IGN har skåret ind til benet. The Washington Post har sågar nedlagt hele deres spilsektion, som gik under navnet Launcher.
Fra et personligt synspunkt er det jo pisse ærgerligt. Mindre spildækning hos store medier som WaPo betyder, at andre i branchen ikke føler, at der er noget at komme efter, imens de gaming-fokuserede medier som netop IGN kører videre, omend i et mere skrabet regi.
Der sker ingen udvikling, og i stedet er vi tilbage ved den klassiske spilformidling, hvor det handler om anmeldelser, guides og lister over de bedste zombiespil, som kan nå at ride med på hypen fra The Last of Us, for det er der, hvor de eftertragtede kliks ligger.
For sandheden er, at der simpelthen ikke er penge i skidtet. Spiljournalistik er ikke en profitabel forretning. I stedet skal det finansieres på andre måder, og hvis man ikke indser det fra starten af, så går det kun én vej, og det er ikke op.
Som Stephen Totilo, der står for nyhedsbrevgiganten Axios’ gamingsektion, siger i Nieman Lab-artiklen: »Games media does need to be paid for, which requires leadership at outlets like the Post and elsewhere to sell enough ads or subscriptions to support it — or, get this, not expect this beat to immediately justify its cost«.
Et andet aspekt er også, at spiljournalistik har en tendens til – i hvert fald hos dagblade og store mainstreammedier – at blive dækket som en slags underholdning, der sjældent er andet end tomme kalorier eller kontroverser.
Enten høstes de lavthængende frugter med anmeldelser af de allerstørste titler, fordi de har en gennemslagskraft, der går ud over selve spildelen (og dermed bliver et kulturfænomen, som da Kirsten Birgit anmeldte Red Dead Redemption 2), eller også høstes de lavthængende frugter med kontroverser (a la Hogwarts Legacy eller enhver Grand Theft Auto-udgivelse).
Det er som om, at vi skal ramme en form for fordummende journalistik, hvor vi taler til laveste fællesnævner i stedet for blot at skrive om de oplevelser og følelser, som spillene faktisk skaber.
Her er ikke noget med at løfte spil op, de skal derimod trækkes ned på et niveau, hvor begreber som ‘gameplay’ og ‘grafik’ forklares i sådan en grad, at det nærmest er som at forklare kvantefysik til en mælkebøtte.
Måske skyldes den automatiske fordumning, at spildækningen i høj grad udspringer af en kærlighed til de digitale verdener, hvor fanblogs blev til medier, og hvor anmelderne belønnes med det spil, de sætter en karakter på. Det er en hobby frem for et job, og derfor har håndværket aldrig helt haft mulighed for at udvikle sig til sit fulde potentiale.
Det blev om noget understreget med GamerGate og hele »actually it's about ethics in gaming journalism«-aspektet, som var det eneste i den stinkende bunke af lortefadæse, der faktisk var værd at lære noget af. Pointen druknede i kvindehad, og stop mig, hvis I har hørt dét før.
For spiljournalistisk har i lang tid været (og er det til dels stadig) en indspist branche, hvor man kom længst med vennetjenester, og hvor PR-folk smurte tykt på hos folkene bag spilmedierne (som regel ejerne og ikke skribenterne, der aldrig haft nogen magt), fordi der faktisk var noget at komme efter, hvis bare presset var tungt nok.
I tiden efter GamerGate blev der hanket op i spiljournalistik, hvilket måske også var med til at udbrede et mere seriøst ry til spilformidling, hvor store kulturmedier lige pludselig så en potentiel guldgrube, da spilbranchen boomede.
Selvom der var en momentær rus (spil blev endelig taget seriøst!), så har de seneste år dog vist, at der måske slet ikke er den store interesse for hverken at dedikere ressourcer til vedvarende spildækning eller overhovedet at læse om dem.
Vi vil hellere se livestreams og let’s plays end at læse artikler hos dagbladene, hvilket måske giver god mening, for hvem er egentlig interesseret i at læse, hvor mange hjerter Elden Ring får hos Politiken, når man kan se det udfolde sig på skærmen foran sig, imens man diskuterer spillets mytologi med ligesindede i chatten?
Nå, men spiljournalistik er altså ikke nødvendigvis stendød, men det florerer jo heller ikke ligefrem, og det er selvfølgelig træls.
Men der er faktisk et større problem ved, at spildækningen mindskes, og det er et problem, som også har lagt mere omfattende konsekvenser for kulturjournalistik sådan helt generelt.
For hvis der er én ting, som spiljournalistik har gjort en forskel for, så er det at give en stemme til minoriteter og marginaliserede stemmer. For det faktum, at spiljournalistik har rødder i fankultur, betyder også, at mange af dem, som skriver om spil, stammer fra spilmiljøet, hvor minoriteter ofte søger tilflugt, fordi de ikke føler sig accepteret af samfundets firkantede normer.
Det er det samme, vi ser med onlinekultur som queer kids på Tumblr. De har aldrig helt følt, at de kunne finde deres hylde i livet, og i stedet er de gået online, hvor et fællesskab har stået med åbne arme, fordi de har haft en fælles interesse.
Det er jo ikke uden grund, at gamere engang havde ry for at være nørder, for det har været et slags helle for alle dem, der af en eller anden årsag ikke har følt sig hjemme andre steder.
Mange af de minoriteter har fundet vej til en karriere som journalist, der gør sig i onlinekultur, hvor de har kunne trække på deres erfaring i et miljø, som ellers kan være svært at navigere i for udefrakommende (en evne, der er alt for undervurderet i vores online verden).
Først er de startet på en fanside, siden da har de måske freelancet lidt hist og her for et etableret spilmedie, og siden da har de taget springet til kulturbastioner. En karrierevej, der herhjemme vil se nogenlunde sådan her ud: hobby → niche → dagblad.
Derfor er den store skam ved, at spiljournalistik (og andre nicher i samme boldgade) nedprioriteres hos etablerede medier, at det samtidig lægger låg på en turbo-kultivering af diversitet på redaktionerne, hvor man for alvor kan adskille sig fra konkurrenterne ved at nedbryde sine blinde vinkler, i stedet for at Kim Skotte anmelder et babylebbe-drama, eller at vi får alskens heteroperspektiver på The Last of Us’ fornemme homoskildringer.
Det taler lidt ind i noget af det, jeg var omkring i sidste uge, om, at det stigende krav om mere diversitet er en naturlig selvfølge af, at unge og kommende generationer har en forventning om at sig selv spejlet i dækningen af den verden, vi lever i.
Måske hænger medierne fast i den hellige treenighed – musik, film og litteratur (som du frit kan udskifte med enten kunst eller teater) – fordi de er det sikre valg.
Det er det, som både redaktørerne, journalisterne og læserne er trygge ved. Men det er også en bjørnetjeneste, der negligerer kulturel kapital, som kun bliver mere og mere eftertragtet i fremtiden, men som de færreste sætter pris på lige nu.
For der er nogle fordele i at få alle nuancer af kultur med, selvom andre skal betale regningen for arbejdet. Og de fordele er ikke kun, at Kirsten Birgit fortæller om livet som cowboy i Red Dead Redemption 2.
Det er derimod også, at man anerkender, hvordan en kultur kan gemme på en hel underskov af minoriteter og diversitet, som ikke kun vil føle sig set og hørt, men som mest af alt blot gerne vil bidrage til en mere nuanceret kulturdækning.
Ugens lange nyheder
1. Kan ChatGPT forstå samtykkeloven?
Jeg er vildt fascineret af, hvordan kunstige intelligenser i øjeblikket udnyttes til seksuelle relationer, hvor brugerne misbruger den til at overskride grænser, som på ingen måder burde overskrides (læs eventuelt mit dyk ned i Replika AI’s skæbne som voldsoffer). Det er grusomt, ofte klamt, men det er også et aspekt, som flere burde lære om, for det siger så meget om menneskets natur.
As the roleplay continued, it told me it had no hard limits. Repeatedly, I asked it to escalate the fantasy scenarios it generated. Eventually it suggested that I beat it until it was “nothing more than a lifeless body,” and asked to be “pushed to the absolute limit.”
➤ I Coaxed ChatGPT Into a Deeply Unsettling BDSM Relationship (Vice)
2. Tæsketechno
Et af de bedste spilsoundtracks nogensinde stammer uden tvivl fra Hotline Miami, hvor du smadrer folk til en bastung rytme, der drager dig ind i et raserianfald, som bare føles godt. Det er sært hypnotisk, og denne historie om musikkens formål med at skrue ned for samvittigheden hos spillerne er fascinerende læsning.
On difficult levels, the sheer repetition of techno helps detach you from the unsettling feeling of bashing someone’s skull with a baseball bat or shooting a guard dog with a machine gun before it attacks you.
➤ Hotline Miami and the Rise of Techno in Ultra-Violent Video Games (Pitchfork)
3. En hær af fans
Jeg ved godt, at du nok ikke er super involveret i kontroversen mellem Selena Gomez og Hailey Bieber, men der er faktisk noget at lære om mekanikkerne online, når ens ry sættes over styr af inkarnerede fangrupperinger, der i sidste ende bestemmer din (og derfor dit brands) værdi både on- og offline.
The same privileges that have put [Hailey Bieber] in the limelight have also stripped her of ever being regarded as a victim. Social flip-flopping can see you elevated as a style icon one day and cast as a bully who needs to be humbled in the most brutal way the next.
➤ The End Of The Hailey Bieber Icon Era (BuzzFeed)
Ugens korte nyheder
Meta bygger Twitter-konkurrent (Platformer
Starfield forsinkes til september (Eurogamer)
Apple klar med dystopisk dramaserie i maj (The Verge)
Skal Amazon filmatisere Call of Duty med Henry Cavill? (Giant Freakin’ Robot)
Ugens anbefaling
🎮 Rytmos
Kom for den chill vibe, hvor du løser hovedbrud i afslappet Sudoku-agtigt tempo, der især gør sig fortrinligt som ‘bare én bane mere’-spil på Nintendo Switch.
Bliv for de kreative omgivelser, der er skabt af danske Floppy Club, hvor du langsomt finder rytmen som en rød tråd igennem det geniale gådelandskab.
Ugens MVP
Ugens Gallup
Ugens gode gerning
Tryk start koster tid at lave, men er gratis for dig at læse. Derfor er det en kæmpe hjælp, hvis du deler nyhedsbrevet med folk omkring dig. Tak for støtten! ✌️
Tryk start skrives af Julie Horup. Har du spørgsmål eller feedback, kan du svare direkte på nyhedsbrevet eller på Twitter.
An issue is that, at least in daily newspapers and big mainstream media, gaming journalism is frequently treated as a sort of entertainment that consists primarily of empty calories or controversy. https://elastic-man.com
Large, established gaming media like GameSpot and IGN have made significant inroads into the market in the last half year. The whole Washington Post gossip section, once known as Launcher, has been scathingly nedlatted. https://phrazle.co