Sådan genkender du en ekstremt online type
Kender du Rowling-modellen?
Jeg har længe haft en teori om, at man kan dømme et menneskes online-liv og dermed, hvordan de opfatter hele verden omkring dem, ud fra, hvad de synes om J.K. Rowling.
Synes man, at hun er transfob, er man vant til (og tryg ved) at være online. Man er typen, der logger lige så meget på, som man logger af – hvis man da overhovedet logger af. Nogle vil kalde denne type for ekstremt online.
Synes man derimod, at hun ikke er transfob, er man faktisk samme type. Bare til højre for midten. Det er typen, der bruger ‘woke feminist’ som skældsord (det kommer vi tilbage til), og som er ekstremt online, dog kun på Twitter eller til nøds kommentarsporet på Facebook.
Er man hverken for eller imod, er man typen, der aldrig helt har lært at være ekstremt online. Man er derimod kronisk online, men ikke nødvendigvis aktiv, på Facebook (for det har alle fra den generation), Instagram (for det har alle fra den generation også) og måske endda Twitter, især hvis man er fra mediebranchen.
Men man er ikke typen, hvis online og offline smelter sammen i én verden. Der, hvor det, som sker på internettet, sker – og bærer vægt – lige så meget ude i den fysiske verden. Hvor grænserne er udviskede, og hvor diskursen omkring et bestemt emne er identisk, om man så tager den over frokosten eller i chatten, når Selena Gomez går live på TikTok.
For måden, hvorpå vi snakker om de fænomener og kontroverser, der først og fremmest oprinder og derefter udspiller sig på de digitale platforme som Rowlings transfobiske (bekendte jeg lige kulør?) udtalelser, opfattes vidt forskelligt, afhænger af hvem man spørger.
Spørger du en person, som har gennemlevet kulturkrige som GamerGate eller Depp vs. Heard fra første parket på sociale medier (tænk generationen efter de digitalt indfødte), vil de have et helt andet udgangspunkt end en person, der først er stødt på og måske ligefrem kun anerkendt disse fænomener, efter de er landet på print i et dagblad.
Hvor vi førhen har været vant til, at de store emner opstår offline og derefter bliver et samtaleemne online, så er det nu lige så ofte, hvis ikke oftere, at diskurser starter online og derefter siver ud i samfundet. Som netop Rowling, Depp/Heard eller sågar Andrew Tate.
Det er egentlig en naturlig udvikling, for vi er jo – for hver generation, der logger på – mere og mere online. Derfor giver det også mening, at måden, vi opfatter og definerer verden omkring os, langsomt ændrer sig, når vores perspektiver præges af debatter, der tager udgangspunkt i noget online.
Et godt eksempel på dette kom i et afsnit af Akkurat med Clement, hvor P3’s nye redaktionschef Isabella Hindkjær udtalte, at »vi som medier må forstå, at tiden, hvor man kunne stille sig op og holde mikrofonen over mod en, der mener noget, og en, der mener noget andet, og så er det sandheden, og så er vi objektive, den er slut«.
»Vi kan ikke gemme os bag den opfattelse af objektivitet. Vi er nødt til at melde os ind, vi er nødt til at sige, at der er nogle store sandheder, hvor vi også bærer et ansvar for verden« – Isabella Hindkjær i Akkurat med Clement.
Udtalelsen har ikke overraskende vakt en del opstand, især hos Berlingske, hvor en kommentar hævder, at DR valgte Hindkjær, fordi hun er en woke feminist (der kom den!), og altså ikke fordi, at hun er fagligt dygtig og har skabt stor digital vækst for Femina, som mediets nye chefredaktør påpegede på Twitter.
Man kan mene, hvad man vil om udtalelsen og kravet om public service, hvilket DR er underlagt som institution, men jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på præsidentvalget i USA i 2020, hvor DR interviewede den umiddelbart ganske almindelige, men også vældigt engagerede, republikanske vælger Danny DeVito (ja, det hedder han skam).
For der var bare lige en mindre detalje: DeVito var republikansk kandidat til Repræsentanternes Hus og, mere vigtigt i denne sammenhæng, QAnon’er, der gentagne gange havde gjort sig bemærket som fortaler for konspirationsteorien, ligesom han bakkede op om hele Stop the Steal-bevægelsen.
Han var altså ikke ligefrem den gennemsnitlige republikanske vælger, som DR ellers holdt mikrofonen for, enten fordi de simpelthen ikke vidste bedre, eller fordi de allerede havde lagt sig fast på en bestemt vinkel, hvilket heller ikke ligefrem er kosher.
Grunden til, at jeg fremhæver netop dette eksempel, er, at det er et typisk eksempel på, hvad der sker, når der opstår et mismatch mellem online kontra offline og de traditioner, vi har for at dække de to engang separate verdener.
Når vi tager udgangspunkt i principper og dyder, som bygger på et analogt værdisæt, lader vi os naivt blive manipuleret af internetkulturens moderne krigsførelse, hvor urent trav er et af de mest effektive og derfor også mest brugte våben imod traditionelle institutioner.
For princippet om objektivitet som det ultimative kriterium gør os blinde for de konsekvenser, som en intensiverende online verden har på os. Jo mere vi taler om konspirationsteorier og kontroverser som #spitgate, Rowling og QAnon, og jo flere overskrifter de skaber, desto mere må vi også indse, at tilgangen til dem konstant skal udvikles for ikke at vise en aldrende og ultimativt manglende forståelse for dem.
Hvis man ikke forstår, hvordan internetkultur fungerer – for eksempel hvordan misinformation har et bevidst formål om at plante bare den mindste smule tvivl, så man aldrig kan være 100 procent sikker på, at noget enten er sandt eller falsk, og ens princip derfor tvinger én til at præsentere begge sider af en sag – så er man heller ikke i stand til at bedrive den journalistik, som disse fænomener fortjener eller kræver.
Man kan ikke lade døren stå på klem på for enhver form for tolkning. Der er visse ting online, hvor der simpelthen ikke er tale om tilfælde, men derimod om en koordineret indsats for at skabe splid, og der er man nødt til at tage ansvar for at sige, at nok er nok.
Det er jo ikke fordi, at objektivitet skal afskaffes (stop jer selv), men måske skulle begrebet genovervejes, diskuteres og moderniseres for at tage højde for de faldgruber, som ikke eksisterede for bare fem-ti år siden.
Jeg vil samtidig vove at påstå, at en del af sagen også bunder i et clash mellem to verdener: De medier og deres chefer, der har rødder i den offline verden, som de har gjort karriere og etableret sig selv i. Og så de journalister, som er født med en navlestreng direkte ind i internettets moderkage, hvor oprigtighed og at gøre en forskel er essentielle ledestjerner i det virale kaos, der skaber hverdagen omkring os.
Der ulmer en vrede blandt den generation af unge mennesker, som skal til at definere det samfund, vi træder ind i. Vi arver en verden, der er fuldstændig fucked. Krig hærger, kriser hærger, og minoriteter hærges. Hvordan kan man forvente, at de problematikker ikke får konsekvenser?
Som den forhenværende The Washington Post-redaktør Leonard Downie Jr. skrev i en klumme tidligere i år: »More and more journalists of color and younger White reporters, including LGBTQ+ people, in increasingly diverse newsrooms believe that the concept of objectivity has prevented truly accurate reporting informed by their own backgrounds, experiences and points of view«.
Man kunne fristes til at tro, at dem, der gerne vil beholde status quo, bare ikke ved bedre. De forstår ikke de brydninger, der bevæger sig igennem landskabet, fordi de tager udgangspunkt i en diskurs online, som aldrig har været relevant for dem selv.
Eller også er de bare bange for forandringer. For at miste det, de har. For ikke længere at være relevante. Og jeg synes, at det er højst bemærkelsesværdigt, at de folk som regel ligger i en målgruppe, hvor de færreste mener, at Rowling er transfob.
Ugens lange nyheder
1. Popkulturens glemte fortællinger
Vi taler alle om The Last of Us, men hvorfor taler vi ikke lige så meget om andre spil? Historierne er der, men dækningen halter efter. Måske kan HBO-serien ændre på det, måske ikke. Ikke desto mindre er dette en delikat og sober opsang.
Jeg håber derfor, at filmatiseringen af The Last of Us kan blive en milepæl for den måde, vi taler om spil på. At serien ikke kun er med til at udbrede fortællingen om Joel og Ellie, men også bevidstheden om at sådanne historier eksisterer.
➤ The Last of Us: At se spilgenren som en kunstform (SEIN)
2. Morderiske memesider
En ny trend blandt store memesider på Instagram er at vise groteske og bestialske videoer, som organiseres i lukkede grupper af annonceringsfirmaer for at skabe engagement og få endnu flere følgere med henblik på at score kassen. Jeg ved ikke, hvorfor dette på ingen måde overrasker mig, men alt for $$$, åbenbart.
In one video, a bloody pig is fed into a meat grinder. It amassed over 223,000 views. Other Reels videos that amassed tens of thousands of views show a woman about to be beheaded with a knife, a man being strung up in a basement and tortured, a woman being sexually assaulted.
➤ Instagram users are being served gory videos of killing and torture (The Washington Post)
3. Internettets nye kult
Ja, så skal vi til det igen (sorry, og så alligevel ikke). Tár – eller måske nærmere Cate Blanchett – har internettet i sit jerngreb. Men hvorfor er folk online så besatte af skuespilleren? Og hvorfor drømmer jeg om TikToks af hende?
If nothing else, Cate Blanchett is an example of how to have your cake and eat it—how to go out into the world and continue to achieve in the face of an ageist and gender-biased industry.
➤ Cate Blanchett’s #TárNation Is Hollywood’s Hottest New Cult (Daily Beast)
Ugens korte nyheder
IO Interactive annoncerer fantasy-projekt (IO Interactive)
Snart kan du fange Pokémons i din søvn (The Verge)
Han Kjøbenhavn laver Diablo-kollektion (Polygon)
Nordic Game overtræder måske svensk diskriminationslov (Game Developer)
Ugens anbefaling
📺 Everything Everywhere All at Once (stream gratis hos Filmstriben)
Kom for en kreativ dildo-fyldt multiverse-film, der både får dig til at grine og græde.
Bliv for en (forhåbentligt snart Oscar-vindende) film, der er én lang hyldest til den fabelagtige Michelle Yeoh og hendes alt for undervurderede karriere. Fik jeg nævnt dildoer? Og buttplugs. Mange buttplugs.
Ugens MVP
Ugens Gallup
Ugens gode gerning
Tryk start koster tid at lave, men er gratis for dig at læse. Derfor er det en kæmpe hjælp, hvis du deler nyhedsbrevet med folk omkring dig. Tak for støtten! ✌️
Tryk start skrives af Julie Horup. Har du spørgsmål eller feedback, kan du svare direkte på nyhedsbrevet eller på Twitter.
An article worth sharing, well written, looking forward to updates
https://rosewives.com/collections/mini-sex-doll
C’est sur un site de confiance que j’ai commencé à télécharger des sonneries gratuites https://sonnerieaz.com/. En quelques clics, mon téléphone s’est transformé : plus vivant, plus personnel, et surtout… plus moi.