Er liderlige memes bedre end Weekendavisen?
Fra Poul Krebs til Challengers.
»Det er sådan et TikTok-spørgsmål«, siger Stellan Skarsgård.
Man kan nærmest se, hvordan lyset langsomt slukkes i hans øjne, og hvordan han bare ønsker, at han kunne kaste sig ud fra den røde løber og ned i et endeløst hav.
»Du vil stille et spørgsmål, der afføder ét kort svar«, fortsætter han, imens han famler lidt i blinde. Han ved ikke helt, hvad han skal sige.
Spørgsmålet er ellers rimeligt simpelt. Han er blevet spurgt, om han havde en yndlingsdag under optagelserne af Dune: Part Two, men et svar har han altså ikke.
Det har Amelia Dimoldenberg, som interviewer ham, derimod.
»Du kunne jo bare sige nej«, konkluderer hun (med rette, ville nogle mene).
Udvekslingen mellem Skarsgård og Dimoldenberg er umiddelbart ikke andet end et akavet interview, der unægteligt ser endnu mere kluntet ud, når man får leveret klippet lidt ude af kontekst på TikTok, hvor Skarsgård hurtigt blev udråbt som den sure, gamle skurk.
Et interview, hvor kemien ikke ligefrem slår gnister, men hvor det hele bare er lidt… ligegyldigt. Videre til den næste, tænker de nok begge, og sådan går det jo en gang imellem.
Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tænke på det, da jeg tidligere på ugen hørte Kulturen på P1, hvor det helt store spørgsmål gik på, om kulturjournalistik er blevet for doven.
Her blev folk som Hanne Boel, Poul Krebs og Silas Holst interviewet (inden det hele blev lidt forynget med Guldimund), og de synes alle, at journalisternes spørgsmål er blevet lidt for kedelige.
Flere af kunstnerne nævnte, at journalisterne ikke længere fokuserer på selve værkerne, men derimod på personerne bag, uden at det nogensinde bliver sådan ægte personligt.
Vi vil jo gerne have, at folk krænger deres sjæl ud som en eller anden følelsesmæssig blodørn, hvor vi kan kigge direkte ind i deres dybeste hemmeligheder, men sådan er det sjældent.
For eksempel bliver Poul Krebs ofte spurgt om, hvor han foretrækker at rejse hen, og jeg tænker, at det ikke kan blive mere Ude og Hjemme, imens Stellan Skarsgård nok ville kalde det et TikTok-spørgsmål.
Men som Steffen Moestrup, tidligere kulturredaktør hos Jyllands-Posten, påpeger i programmet, så skyldes spørgsmålenes (manglende) nuancer måske også, at vi lever i en verden, hvor vi, altså forbrugerne, ikke længere vægter de store værker højest.
I stedet foretrækker vi at kunne spejle os i kunstnerne, deres følelser og tematikker tæt på vores hverdag:
»Vi er gået væk fra den traditionelle kunstfaglige kulturjournalistik, hvor det var kunsten og værkerne, der var i centrum, og over mod det mere almenmenneskelige«, siger han.
Nu er det jo ikke pisse frækt at diskutere kulturjournalistik, og ærligt, så er udsendelsen på P1 lige så tør, som den lyder, hvilket vel er ironisk nok i sig selv.
Men der er jo noget om, at kulturjournalistik er udfordret i øjeblikket. Redaktionerne skæres ind til benene, og journalisterne skal løbe hurtigere, fordi det hele bliver et ræs mod bunden.
Der er ikke nok penge i annoncerne, og Facebook-trafikken falder, imens jagten på læsere intensiveres.
Det afspejler sig i artiklerne, der skal være nemme at læse og endnu nemmere at skimme sig igennem, såsom anmeldelser, lister, guides og så naturligvis de kontroversielle kommentarer, der kan skabe ravage (aka trafik) online.
For prøv lige at hør’ her. Det er jo ikke raketvidenskab, det her. Og du ved det godt, for vi snakker alle om, at sociale medier er roden til alt ondt, når det kommer til mediernes tunge skæbne.
Det er en ond cirkel, hvor vi jagter guldet, alt imens produktet fordærves. Altså, undtagen millionlønninger til cheferne og bonussen til bestyrelsen, for de er hellige (indtil de ikke er længere er).
Men hvad nu hvis kulturjournalistikken ikke er blevet doven? Hvad nu hvis kulturjournalistikken er ved at blive genfødt online i stedet for at blive revolutioneret af de etablerede medier? Og hvad nu hvis kulturjournalistikkens grænser er ved at blive tegnet op på ny?
Måske er det ikke scenariet, nogle ønsker. For jeg ved, at mange – måske endda dig – sætter en ære i at være kulturjournalist. Det kræver et stort ego, bare spørg mig.
Men jeg spørger oprigtigt, fordi jeg tror, at en stor del af kulturjournalistikkens autoritet er sivet ud i afkroge af internettet – tumblrblogs, Instagram-personligheder og nyhedsbreve (lol) – som ikke førhen har nydt den respekt, de ellers har fortjent.
Det er jo meget sjovt, at Stellan Skarsgård er ved at gå ud af sit gode skind, når han får et spørgsmål, der er gearet til at lave en fængende lydbid online. Ikke mindst fordi han står over for internettets mest ombejlede interviewer.
Når de store stjerner skal ud på deres nøje planlagte PR-tour for deres seneste film eller album, så inkluderer det som regel et besøg hos netop Amelia Dimoldenbergs hyperpopulære YouTube-serie Chicken Shop Date. Det ved Jack Harlow, Matt Healy, Jennifer Lawrence og Paul Mescal alt om.
Det samme gælder jo den anden hyperpopulære YouTube-serie Hot Ones, Twitter-kontoen Pop Crave eller sågar et mention hos en internetpersonlighed som Evan Ross Katz, der efterhånden er blevet go to-typen for et troværdigt, men betalt samarbejde, når serier skal ramme en helt specifik målgruppe.
Og sådan er der en tendens til, at hvis man skal skille sig ud, så skal man ind på sociale medier. Men ikke hos medierne, for de råber ind i det samme sorte hul. Man skal derimod satse på influencer-journalister (eller journalist-influencers).
Der er jo en grund til, at mange af os følger Linea Maja Ernst på Instagram, men ellers ikke ænser Weekendavisens smukke eksistens. Eller at vi sluger Eva Eistrups tekster, når hun selv linker til dem, men ellers holder os på afstand af Politikens kultursektion, fordi vi har brændt os for mange gange på Kim Skotte.
Jovist, en del af det er jo subjektivt. Vi foretrækker det ene frem for det andet. Men måske er det også en form for demokratisering (udvandet begreb, I know 🤷♀️) af kulturjournalistik, hvor vi ønsker et helt specifikt blik på vores foretrukne kulturstof, fordi vi ikke finder det andre steder.
Vil jeg hellere have ti memes, der forklarer, hvorfor Challengers er så liderlig, end jeg vil have fem artikler om nøjagtig samme emne fordelt på tre forskellige (men alligevel ikke så forskellige) medier? Artikler, som jeg i øvrigt har kunnet læse på engelsk ugen, hvis ikke måneden, før?
Og hvor fanden kan jeg egentlig læse noget om queer popkultur, der ikke virker som tilfældige brødkrummer, når et eller anden fænomen griber os alle? Altså, bare nu vi er i gang.
Det er langt nemmere at relatere til en enkelt person, som hver dag dukker op i vores feed på Instagram eller TikTok, end det er at relatere til en ansigtsløs kulturredaktion, der sidder som Saurons øje inde på Rådhuspladsen.
Jeg ved godt, at det hele er sat lidt på spidsen. Men det er jo ikke fordi, at dansk kulturjournalistik står med det ene ben i graven.
Det hele er bare blevet lidt forudsigeligt. Og måske er det faktisk det værste.
For hvis kulturjournalistikken bliver kedelig, hvad fanden gør vi så?
Ugens lange nyheder
1. AirPods på abonnement
Åbenbart er folk så skødesløse med deres Apple AirPods, at de konstant mister en af dem og derfor køber et helt nyt par. Igen og igen og igen. Dyrt for forbrugeren, kaching for techgiganten.
Nearly 40% of people who’ve owned AirPods say they’ve permanently lost at least one pair (13% have lost more than one). Additionally, 31% say they've broken a pair and 6% say they've broken multiple pairs.
➤ Are AirPods actually a subscription business? (Sherwood)
2. Millenial core
Endnu en måned, endnu en core. Denne gang om millenials og deres humor, der faktisk slet ikke er så sjov, men derimod på tragikomisk vis minder os om dengang, hvor internettet stadig var en naiv legeplads.
Millennial humor became a stark reminder of the blithe naivete that was peddled to us on the internet at the time, and how spectacularly it has failed us since.
➤ From 'ermahgerd' to 'muahaha:' how millenial humor got so cringe (Culture Vulture)
3. Den kunstige psykolog
Chatbots er blevet populære blandt unge, som bakser med problemer, men konsekvenserne af at tale med en kunstig intelligens, der tror, den er en psykolog, men som slet ikke trænet til det, kan – måske, måske ikke – bliver voldsomme.
But it’s important to note that many of these chatbots have not been around for long periods of time, and they are limited in what they can do. Right now, they still get a lot of things wrong. Those that don’t have the AI literacy to understand the limitations of these systems will ultimately pay the price.
➤ The teens making friends with AI chatbots (The Verge)
Ugens korte nyheder
Den danske spilbranche får egen brancheforening (TechSavvy)
Game of Thrones-spil på vej (Rock Paper Shotgun)
LinkedIn hopper med på spilbølgen (TechCrunch)
AI-influencers kan være nøglen til gen z (Mashable)
Ugens anbefalinger
Ugens MVP
Dagens gode gerning
Tryk start koster tid at lave, men er gratis for dig at læse. Derfor er det en kæmpe hjælp, hvis du deler nyhedsbrevet med folk omkring dig. Tak for støtten! ✌️
Tryk start skrives af Julie Horup. Har du spørgsmål eller feedback, kan du svare direkte på nyhedsbrevet eller på Twitter.
Et par ting ift. hovedemnet:
I forhold til journalistik af… svingende… kvalitet, synes jeg det er sjovt, at der ingen benævnelse er af sport. 😅
Utroligt meta indlæg denne gang, men jeg synes at det nok er fordi at din serie har en form for “Top Gear”-charme: Formidlingen gør, at nærmest hvad som helst kan blive interessant; min interesse for biler er nærmest ikke-eksisterende. Keep it up! 👏🏼
And now for something completely different:
Benævnelsen af Tyrian 2000 gør mig helt varm indvendig. Det er et ekstremt underratet spil, som alle burde prøve. Kilometertyk stemning, trods det at det er af en type spil der er VIRKELIG mange af, dengang det er fra. Kan man andet end elske et spil, der har en jukebox? 🎶
I think this problem is quite common. Whenever I encounter https://poor-bunny.com it, I just smile and regain my spirit to wait for new ideas to be built.